Jesper Brun-Jensen (f. 1955).

Student fra Sankt Annæ gymnasium (Københavns Drengekor). 1974-1976: privat undervisning hos Vladimir Kandel. I samråd med sin lærer og Ulrik Cold begynder JBJ sine studier ved Statskonservatoriet i Sofia, Bulgarien i 1976 - forskole, hovedskole og solistklasse.

Som 25 årig debuterer han professionelt på statsoperaen i Burgas som Sarastro i ”Tryllefløjten” (1981). Sang året efter Ramfis i Aida på nationaloperaen, Sofia, hvor han ligeledes var understudy på Sarastro. 

Afbrød i 1983 sine studier, da han af Francesco Cristofoli og dirigenten John Frandsen blev headhuntet til rollen som Sarastro på Den Jyske Opera i opsætningen af Tryllefløjten. Hvilket således blev hans danske operadebut.

Fik samme år (1983) rollen som Hunding i Valkyrien – alternerende med Aage Haugland, og var siden hen med i samtlige af den Jyske Operas Ring-opførelser (1983-1996) som Rhingulds- og Siegfried-Fafner samt Hunding.

Rollerne (ca. 60 i alt) har siden ligget som en perlerække i såvel det seriøse som det komiske basfag.

Ligesom operaen, har Den Jyske Operas operette-opsætninger nydt godt af Jesper Brun-Jensens store skuespiltalent. Jespers evner som skuespiller var også årsagen til, at turnéteatret "opgang2", Århus, engagerede Jesper til forestillingen "Danish Dynamiate". En forestilling, der turnérede landet rundt i foråret 2009. Dette var Jespers egentlige skuespil-debut på scenen. (Se videoklip).

Af nyere musik har JBJ uropført værker af Carl Aage Rasmussen, Niels Marthinsen, Ole Schmidt og Bent Lorentzen. JBJ er desuden medvirkende i mange af Den Jyske Operas Børneforestillinger.

Jesper Brun-Jensen har stort set arbejdet med alle indenfor dansk musikdramatik. Blot for at nævne nogle, kan fremhæves Klaus Hoffmeyer, Peter Langdahl, Kasper Bech-Holten, Kasper Wilton,  Michael Boder, Michael Schønwandt og Giordano Bellincampi.
 
Deltog i 1984 for første – og eneste gang – i en konkurrence. Denne var en konkurrence for unge operasangere og foregik i Sofia, Bulgarien. JBJ blev vinder af Kammermusikprisen.

Af vigtigste roller på Den Jyske Opera, hvor JBJ har haft status af, hvad man vel nærmest kan betegne som ”hus-bas”, kan nævnes:

Osmin (Bortførelsen fra Seraillet)

Hunding (Valkyrien)

Fafner (Rhinguldet og Siegfried)

Basilio (Barberen i Sevilla)

Colline, Benoit og Alcindoro (La Bohème)

Falstaff (De lystige koner fra Windsor)

Masetto/Kommandanten (Don Juan)

Alfred P. Doolittle (My Fair Lady)

Swallow (Peter Grimes)

Sakristanen (Tosca)

Bonzen (Madama Butterfly)

Gremin (Eugen Onegin)

Crespel og Luther (Hoffmann’s eventyr)

Dr. Bartholo og gartneren (Figaros bryllup)

Eremitten og Samiel (Jægerbruden)

og mange, mange flere…

Desuden opgaver på Aarhus Sommeropera, Den Anden Opera, Opera Vest i Bergen, operaen i Kristianssund og Den Ny Opera, Esbjerg (senest som Fafner i ”Siegfried” 2007).
 
Jesper Brun-Jensen har som koncert- og oratoriesanger medvirket i Bach’s Matthæus- og Johannespassion, Händels Messias, såvel Mozarts som Verdis ”Requiem”, Skabelsen og Nelson-messen af Haydn.

Udstrakt koncertvirksomhed i kirker med det kirkemusikalske og klassiske repertoire.

Som evigt søgende og nyskabende kunster, har JBJ også beskæftiget sig med bl.a. en forestilling som dansende sanger, skrevet af Lars Muhl - indspillet på CD med Kontrakvartetten.

For virkeligt "nyskabende" - se CAVI-videoklippet!

”Lied-teater” med Mussorgsky’s ”Dødens sange og danse”, opført og indspillet på CD med Ulrich Stærk ved flygelet.

Har desuden indspillet reklamefilm – som vikingehøvding! (Se videoklip)

Medvirket i dokumentar-serie omking Grundloven, hvor han spillede Th. Stauning.

Optræder som entertainer solo - og i sammenhænge som

”Op i revyen med Operaen”

”Bassen, barytonen og brunetten"

”Den skrålende skude” (Adult Opera – dark side of the singers…).

I foråret 2011 spillede Jesper dommeren (Turpin) i Århus Teaters opsætning af musicalen "Sweeny Todd". 

I to omgange har Jesper været tilknyttet det århusianske turné-teater "Opgang2" - første gang spillede han med i "Danish Dynamite" og i størstedelen af 2012, spillede han gamle Olsen i "Hvor regnbuen ender".
 
Jesper Brun-Jensen har altid levet efter (og nydt godt af) devisen: Lad verden komme til mig – og har derfor ikke haft brug for selv at være aktivt opsøgende.

Pr. 1. juli 2008, afsluttes alle faste solist-kontrakter på Den Jyske Opera, og Jesper Brun-Jensen er derfor ”frigivet” af sin faste tilknytning til Den Jyske Opera gennem 26 år.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk